Usorteret

Sent i går aftes kom der et bud på mine briotogskinner, og inden da nåede jeg til at sortere billederne i den fugtige, snavsede flyttekasse. Jeg har sikkert bare taget kassen eller bunken med billeder, da jeg rejste fra huset ved den lille sø, for de var mere usorterede end jeg troede.

Der var billeder af Xs familie, studenterkørsel og polterabend. Fotos fra barnedåb og selvfølgelig brylluppet. Masser fra brylluppet. Det var dengang engangskameraer var det store sorte, så vi have lagt et kamera på hvert bord og bedt folk om at skyde løs. Bagefter brugte vi en mindre formue på at fremkalde flere hundrede billeder af det samme, fra flere vinkler. Nok betydeligt sjovere dengang end at bladre gennem nu.

Der var også billeder af det hus vi boede i. Taget med teknisk snildt kamera, der kunne noget med vidvinkel og aflange billeder. Vældig smart kan jeg huske, men lidt upraktisk bagefter, når billederne skulle passes ind i plastlommer eller blomstrede mapper.

for det var jo dengang man havde bogreoler i stuen, og troede på et langt liv sammen, der burde dokumenteres.

Det jeg ikke vidste var i bunken, var billeder af mine børn som små. Bunkevis af små grinende marcipanbabyer. T, der falder i søvn i en tallerkenfuld spaghetti, T som nyfødt med en hånd i panden, i sit livs første facepalm. F der kigger undrende på verden, mens vi andre spiser is. Marcipankinder i kæmpegrin og fødder der er beregnet til at bide i. Begge børn, der griner, kravler og slås. Skiftevis.

Billeder af x med børn i favnen, hvor det sære er at de alle ler. Jeg kan ikke huske at vi grinede så meget som det ser ud på billederne. Især ikke T. De ser forbløffende glade ud allesammen. Happy familiy for en tid.

Jeg hørte ikke mere fra manden der var interesseret i både togskinner, batteridrevet lokomotiv og opbevaringskasse. Måske han fortrød, eller måske 600 kr er for meget for et birketræs nostalgitrip.

Skriv et svar