What you see is what you get

Der var et tillæg med Berlingske i torsdags, da vi fløj hjem fra London. Det var lagt ind mellem sektionerne, og handlede om kvinder i ledelse. På glittet papir. Nogen udtalte at hun havde valgt ensomheden, for at nå sine ledelsesmæssige mål, andre at kvinder ikke vil give de nødvendige ofre for at nå til tops.

Jeg har brugt lidt af i dag og det meste af i går på at sætte ting der stod på mit loft til salg på den blå avis. Kufferter jeg aldrig brugte; én jeg vist havde med mig fra det hus jeg delte med min eksmand og én jeg købte i Canada engang, i den tro at jeg havde brug for en stor kuffert. Jeg har aldrig brugt den til andet end oplagring af ting.
En hvidmalet lysekrone fra min gyldne penthouselejlighed, hvor den hang over det lille bord.
Autostole mine unger er vokset fra.
Et sengebord, der stod i et soveværelse jeg engang forlod.
Og en gyngehest.

Brudekjolen nænner jeg stadig ikke sælge. Mest at hensyn til mine børn, ligesom jeg ikke smider billederne fra dengang ud. Jeg kan samle det hele i en kasse, som de kan kigge i når de bliver store nok, men jeg behøver det ikke.

Måske manden fra i tirsdags havde ret i at jeg kan gøre det bedre i min nuværende rolle, end som manager i hans organisation; måske hans fejlskøn – hvis man overhovedet kan kalde det det – ligger i hans ledelseskultur. At den maskuline tids-fokusering (jo flere timer du arbejder, jo bedre yder du.), og omhyggeligt dyrkede kompetitive kultur ikke kan justeres uden at han selv står nøgen tilbage.

Hvis jeg får solgt mine gamle ting undgår jeg dybest set blot at smide dem ud.

Historierne bliver hos mig.

 

2 kommentarer til “What you see is what you get”

    1. Ja… Men måske man kan få den til at være mere venligtsindet hvis man giver den lidt plads (dog uden decideret at fodre den..)

Skriv et svar