The winner takes it all

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det.

Jeg løb Eremitageløb i går. Uden at have trænet op til det, og (derfor måske) uden at slå min egen rekord. Rent faktisk tror jeg at jeg løb i dårligste tid nogensinde. Men se, jeg er faktisk ret tilfreds.

Tilfreds med at jeg løb det, tilfreds med at jeg nød det og tilfreds med at jeg så mere op under løbet, end de utallige gange jeg har løbet det, for at igen slå mig selv.

Og ja, jeg er selvfølgelig også tilfreds med, at jeg kan løbe 13,3 km uden at have gjort noget særligt for det, fordi jeg jo så alligevel formår at holde en fin grundform, selvom jeg benhårdt prioriterer mine børn og min balance, frem for at nå (mere eller mindre arbitrære) mål og få status.

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det. Men du kan jo gå ind på din profil og ændre dit navn, så er det ikke nogen der ved at du løb en dårlig tid.

Hvad hvad hvad? Hvorfor? Hun løb Eremitagen i går, 12 minutter hurtigere end jeg. Alligevel er hun ikke tilfreds og græmmes tydeligvis mere ved min tid end jeg selv vil være ved at jeg gør. Fordi det for hende handler om at vinde. Noget. Ikke at løbe og se den smukke skov, ikke at klappe af det fjollede orkester, der stod halvvejs og spillede jazz, ikke at suge luften ind og se stakkels hjorte løbe i skjul. Men kun om at vinde.

Jamen, det handler ikke om at vinde, det handler om at være med. Hold nu din kæft Line, med dit post-stress frelse pis! Det er sgu da endorfin-kicket der kommer ved opnåelsen af mål, det er adrendalinjunkiernes trip, det er been there, done that.T-shirts und alles. I flere farver endda.

Der er for helvede 15.000 deltagere og kun ganske få der vinder præmier til at tage med hjem. Det andet er inden i os selv op mod os selv, eller værst (hej, jeg hedder Line, jeg er pisse frelst); op mod hvad andre tænker og tror.

Men måske det, der irriterer mig mest er, at jeg selv stadig et sted tænker det samme, men taber på så mange baner lige for tiden, at hvis jeg begynder at tage det ind i ligningen, ender på et facit jeg ikke kan bruge til andet end at slå mig på.

 

2 kommentarer til “The winner takes it all”

  1. Ja hver dag rumme sig selv, som om man kunne rumme sig selv, og hver dag sluge kameler for ikke at selv at blive den pukkel, der slider på egen ryg.
    (metapis og blablabla fra min side: jeg fylder andre med rummelighedsfloskler og ideen om ubetinget kærlighed til mig selv, men det er ikke andre, jeg skal overbevise, det er MIG og det er fandme svært)

    Kh

Skriv et svar