men jeg ved, jeg har ret

Jeg bliver bange, når jeg ser de andre falde. Bange for de vrag vi bliver, bange for stigmatiseringen, bange for serier af sidespor på hovedstrømmen, hvor der kun er plads til de blinde, de ensidede eller de, der endnu ikke, har smagt vejens grus. 

Bange på alles vegne og det samfund vi bliver til, hvor vi ender som krøblinge, fordi vi ville det hele og fordi vi troede, man var svag, hvis ikke man kunne gabe over det samtidig.

Bange for min egen utilstrækkelighed, og for at den indsigt jeg er blevet givet, mens jeg åd grus, mister sin værdi, hvis fællesskabet mener noget andet er mere væsentligt og af stor betydning.

Jeg mærker is i mine knogler, når jeg hører om lederes takling af stressramte medarbejdere og jeg føler mig ond og usund når jeg et sted i en lille snavset afkrog af mit sind, håber en lille smule på at visse af dem selv vil vågne med grus i munden en dag.

For det er måske den eneste måde at lære det på.

Skriv et svar