Nærmest nøgen

Søndag eftermiddag i Dyrehaven. Efterårsfarver på vej, løbere og familier med børn på hjul. Cowboybukser og en tyk trøje. Søndagshår og ingen makeup. Det var jo bare os to. Mig, og så ham, jeg skal dele resten af mit liv med. Og en kulisse af folk uden om.

Først da jeg så ham, manden fra mit professionelle liv; tænkte jeg at han ikke burde kunne kende mig. Men han så mig og smilede, på den måde han plejer at hilse, når vi mødes på gangene i glastårnet eller til møder om noget, vi qua vores forskellige jobs i forskellige virksomheder er professionelt uenige om. Som regel. Og jakkesæt, slips og den feminine dittoversion.

Det spøjse er hvor meget det gik mig på, lige dér i skoven; at jeg ikke havde makeup på. Spøjst som skønhed fylder meget, og spøjst som et bart ansigt føles nøgent. Stadigvæk.

Skriv et svar