Jeg er ved at lægge en kant. En rand, der rammer det vilde ind og stopper kaos. Små chaussésten købt i Silvan, på række, ned i jorden, dér hvor græsset skal stoppe og bedet starte. Hakket rent med en spade, eller skåret med den lille urtekniv, der er bedre end den er dyr.

Det havde sikkert været billigere pr sten, at købe en palle, en kasse, eller en mindre container. Men det kræver, at der er en plan med en tidsramme og nogen, der udfører den. Og der er ingen planer i min have, ingen tidsrammer og ingenting jeg skal udføre. Men alligevel når jeg alt, og når mørket falder på  i fugtmættede august aftener; har jeg evigheden tilbage, til at nå alt det, der er resten i.

Skriv et svar