Skyer

Og så sidder vi her. På kanten af søndag, med hverdagen pressende på, hen over husryggen, hvor skyerne langsomt glider forbi, mens solen gilder om på den  anden side af jorden. Eller omvendt. Smukt, er det uanset.
Himlen, altså, ikke hverdagen. Ikke helt.

Her er stille. Svag summen fra biler på en vej, og nogen, der synger på den anden side af husryggene. Minder mig om manden på cyklen, der altid sang, når han kørte gennem kvarteret. Det er længe siden, jeg har hørt ham, og jeg håber mest, at hans vej bare er en anden nu, ikke at han er holdt op, med at synge når han cykler.

Kulden kryber op om mine ben og sikkert også lidt dug på en myre.

Hvad det var jeg ville er glemt i ukrudt og solvarme sten. Sløvende hvedeøl og børn der skændes over noget, der heller ikke dér føltes vigtigt nok.

Ingenting, tror jeg. Andet end at afspejle lyset fra himlen, inden det er for sent.

Skriv et svar