I mellemtiden er hun blevet usynlig.

Ikke forsvundet fra verden, vorherre bevares (i fald han findes), hun er her stadig og lever det liv hun nu engang har valgt. Trækker vejret regelmæssigt for det meste. Slår med nakken eller dukker selvsamme, afhængig af hvem hun ser for sig. Står op og smører madpakker. Binder snørebånd og klipser det lille kort med det dårlige foto, fast i bukselommer eller hvad hun nu har at gøre godt med. Nogen gange er det ingenting, så bærer hun det i hånden og glemmer det på skriveborde. Men det finder altid tilbage. Så jo, hun findes stadig. Lever, ler og leger også af og til. Selvom det er sjældent, det sidste.

Men stemmen er væk. Sangene, der lød ned af øde gader; der lokkede hundredvis, tusindvis af rotter ud under kloakker og nedløbsrør, og hen på fortovet foran hendes lille imaginære hus, er stoppet, som nogen havde sat en klud i halsen på hende. Selv den piblende smerte, der af og til (og lidt for ofte, til de flestes smag) var kilden til al herligheden, er tørret ind, og der er kun de gamle ar at brygge på, og selv dén historie har mistet sin pragt, af at blive fortalt for meget.

Og sangen var alt hvad hun var, dengang. Sangen var hendes liv, sangen var hendes farve, hendes lys og hendes grund.

Så nu er hun blevet usynlig. Falmet væk under overskrifterne og glemt af rotter, der skal fodres, for at blive ved med at komme tilbage; og nogen gange, når hun hører de andres sange, savner hun at det er hende de kommer for.

Men for det meste er usynlig godt.

Jeg er ved at lægge en kant. En rand, der rammer det vilde ind og stopper kaos. Små chaussésten købt i Silvan, på række, ned i jorden, dér hvor græsset skal stoppe og bedet starte. Hakket rent med en spade, eller skåret med den lille urtekniv, der er bedre end den er dyr.

Det havde sikkert været billigere pr sten, at købe en palle, en kasse, eller en mindre container. Men det kræver, at der er en plan med en tidsramme og nogen, der udfører den. Og der er ingen planer i min have, ingen tidsrammer og ingenting jeg skal udføre. Men alligevel når jeg alt, og når mørket falder på  i fugtmættede august aftener; har jeg evigheden tilbage, til at nå alt det, der er resten i.

Skyer

Og så sidder vi her. På kanten af søndag, med hverdagen pressende på, hen over husryggen, hvor skyerne langsomt glider forbi, mens solen gilder om på den  anden side af jorden. Eller omvendt. Smukt, er det uanset.
Himlen, altså, ikke hverdagen. Ikke helt.

Her er stille. Svag summen fra biler på en vej, og nogen, der synger på den anden side af husryggene. Minder mig om manden på cyklen, der altid sang, når han kørte gennem kvarteret. Det er længe siden, jeg har hørt ham, og jeg håber mest, at hans vej bare er en anden nu, ikke at han er holdt op, med at synge når han cykler.

Kulden kryber op om mine ben og sikkert også lidt dug på en myre.

Hvad det var jeg ville er glemt i ukrudt og solvarme sten. Sløvende hvedeøl og børn der skændes over noget, der heller ikke dér føltes vigtigt nok.

Ingenting, tror jeg. Andet end at afspejle lyset fra himlen, inden det er for sent.

Sprialtegn. Eller bare en dør.

Livet er en spiral. Rundt og rundt og tilbage samme sted hvor vi var lige før, uden at det helt ligner alligevel. Udsvingene er så store som vi kan rumme dem, eller som vi tror de kan være, eller som tilfældighederne byder. Men sjældent hverken større eller mindre.

Og måske skal man tvinges til at glo på sine fejltrin, hudafskrabninger eller hvad, der lignede dybe sår, lige netop længe nok, til at de ikke længere gør ondt og ikke længere betyder noget. For nogen.

Bare fordi noget ligner en dør, behøver det ikke være det.