Lydløs kaffe

To fly har tegnet et kryds på himlen henover. Find skatten.

Lydløs kaffe, og en lidt fugtig bluse lige revet ind fra snoren bag hytten, og smuttet på under ærmeløs grå hættetrøje og får mig til at gyse lidt.

Det blæser.
Andre menneskers håndklæder bliver holdt fast med pastelfarvede klemmer.

Nabokonen har en anden fleece på end i går. Den i dag er lyserød. Hun pakker lidt ud, tror jeg. Perlehvid skoda favorit. Nyvasket. Sikkert også hendes fleece. Den i går var koksgrå, og stod fint til det leopardprikkede tørklæde.

Manden er dukket frem nu. Furet ansigt, farvet af cigaretten i hånden. Klapstol i skyggen og nok også læ. Om lidt kommer hun ud med filterkaffe i en dueblå plastikkop. Sort.
Solen maser sig igennem vinden og håndklæder på snore. Min neglelak skaller. Der var ellers sølvglitter på. Nærmest upassende.

Ubarberede mennesker på vej efter brød og mere tid sikkert også.

Der er et kryds på himlen.
Find skatten.

I natten

Hun var blond, på den måde man er, når det enten er et naturligt lykketræf, eller har kostet en formue. Smukke træk og ung, tæt hud. Foran sig på bordet under spejlet stod en taske. Makeup pensler og pudder. Næsetip mattet og øjne tegnet op. Mere og mere på.

Der var høje maghonibeklædte paneler og reoler med bøger til pynt. Udelukkende til pynt, for vi var der ikke forat læse, hende og jeg. Eller nogen af de andre.

Der var lædersofaer og lænestole med puf, og dæmpet belysning kun brudt af lazermønstret på væggen, i den ende hvor der kunne danses. Hvis man ville.

Og barer spredt i labyrinten af væltede vægge og bærende søjler. Billige coctails og Dry Martini for sølle 80 kroner, som man skulle mase sig gennem menneskemængden for at betale for, hos den ellers rigtig venlige bartender.

Men klokken var så mange, at virkeligheden var tværet ud, og der stod hun; hen over det lille bord foran spejlet på det maghonibeklædte dametoilet, og prøvede med maniske hænder og dyr makeup, at ligne noget hun hellere ville være, end det hun var.

“Du er smuk nok”, prøvede jeg (moderligt, gud fri mig og undskyld).
“Tak.. men kender du det, der er visse dage hvor man bare ikke synes det virker uanset hvad man gør?”

Hun vendte sig mod mig, med dybblå øjne under tykke bløde vipper. Rosenmund dækket af MAC og naturlig glød kvalt i conceiler.

“jo, men du ER virkelig smuk. For smuk til de fjolser der rager rundt derinde”,
“tak.. det betyder meget at vide”,
smilede hun med perletænder og lige nok ibenholdt i blikket, til at jeg kunne se at det var løgn. Vi smilede begge et kvart my af evigheden med hver vores grund.

Og jeg tørrede mine hænder og gik.