Vi er et andet sted

Vi ender et andet sted, når vi slipper taget i grene og lader os drive med strømmen. Visse steder er bredden så stejl at det er umuligt at kravle op, andre steder bliver man filtret ind i dyng, så man selv med armene over hovedet bare bliver hvor man er. Fastholdt af grumset viljesvigt så man næsten ønsker at man kunne synke til bunds og drukne i brunt mudder.

Men vi drukner ikke før det er på tide. Alle dem med brune bånd skal op. Sørgebind om livet. Padler gispende, uden at opdage at strømmen hverken er rivende, eller vandet dybt. Det er i hovedet, jojo.

Sandheden er i hvem der ser, og jeg slap grenen for at kunne flyde lidt længere ned. Nu er jeg der hvor bredden er stejl, og jeg kan ikke gøre andet end at læne mig tilbage og flyde videre med. Til gengæld kan jeg kigge op og se himlen. Se, himlen! Den er blå, selvom de lovede regn. Og skyerne former sig efter mine tanker, og driver mod uendeligheden i florlette lag.

Vi ender et andet sted, hvis vi tænker over. Tænker til. Tænder til. På. Og holder fast eller giver slip, det betyder intet, vidste du det?

Jeg havde engang et blåt mærke fra rebet du bandt mig med. På anklen, af alle steder, det skulle man ikke have troet, vel? Men det fik mig til at drive ud på midten hvor strømmen var stærkest. Måske fordi du trak i rebet, måske fordi vi ikke så op, men bare ind. Vi ender et andet sted, du og jeg. Vi er der allerede, og vandet er ikke i ro. Mere.