Frostfrit

Den dag hun købte den, fulgte den med en blomst. Jeg tror det var en rose, eller en orkide. Måske det var en lyserød azalea, jo det tror jeg det var. Smuk var den uanset. Og passede så godt til krukken, at hun købte den med. “pas på, den er meget skrøbelig”, sagde damen i butikken, der er den, der ligger i Lyngby på hovedgaden, lige ved siden af cafeen. Du ved. “Den tåler ikke frost”.Nej. Det er der ting, der ikke gør.

(Det var ikke fordi der var nogen i huset, men det føltes bare som om der var. Knirken hvor der burde være tyst, og hvislen i gardiner, der hang stille ned. Der var virkelig intet at ligge vågen over, men alligevel sitrede luften. Eller det bildte hun sig ind, den nat hun ikke kunne sove. Hvad pokker siger man ellers? Jeg kunne ikke sove fordi jeg bildte mig IND, at der var noget, eller jeg kunne ikke sove fordi der VAR noget i huset. Den der ler sidst har overset det værsentlige.)

Da hun kom hjem, gled den fra hende; krukken. Den ramte gulvet med en lyd, der fik den til at flække i to. Eller også var det slaget.

Hun limede den, og tørrede vand op, indtil Azaleaen holdt op med at sætte blomster.

 

2 kommentarer til “Frostfrit”

  1. Og om tusinde år vil arkæologer grave den frem og undersøge den for alt andet end det væsentlige. Sådan lærer vi også af fortiden: ved at betragte vores fejltagelser og drage alle de forkerte konklusioner.

    Azealeaen? Den komposterer før nogen overhovedet skænker den en tanke. Med mindre de læser din tekst. Her. Og nu.

Skriv et svar