Perlemor

Alting bliver foldet pænt sammen. Kanter møder kanter, karkluden ender i præcise firkanter og lægges ved køkkenvasken, så den flugter med bordkanten. Krummer fejes op før de rammer gulvet, og der er blomster i små vaser. Friske blomster, i frisk vand.

Hænderne er lange og slanke, og engang var de smukke, nu er huden plettet og gennemsigtig. Arme og ben nærmest skrøbelige i længden, som om de vil briste af knogleskørhed om nogle år. Fingerneglene buede og filet til, så de ender i en lille perlemorslyserød spids. De ryster lidt, hænderne. Sitrer nærmest. Nervøse ticks som går igen i mundvigen.

Øjnene er altid blide. Der er ingen bebrejdelser her. Måske et lille suk, af og til, men aldrig vrede, aldrig besk bitterhed eller skuffet skulen. Bare blid omfavnelse af de ændringer, der er sket; de der kommer og det, der aldrig blev.

Og alting bliver foldet så fint sammen. Som om det var vigtigt, men det er det måske også.

Skriv et svar