Brudstykker af liv

Ud og hjem

Nogle gange, så kan jeg se dem stå der. Ordene. Sætninger, der snørkler sig ind og ud af banaliteter. Historien om pigen med det tykke krøllede hår, der stod i toget den morgen. Hun lignede Teresas datter, som jeg har set hende på billeder. Mørke øjne og olivenfarvet hud. Ikke at jeg har mødt hende, Teresas datter. Kun pigen i toget, og kun den ene dag hvor hun stod på og stod af samme sted som mig. Og var der igen da jeg kørte hjem timer, excel ark og hundredevis af høflige smil senere. (først skrev jeg tusindvis, men det er vist at strække den. Selv hundrede er nok lige i overkanten, for nok er jeg meget, men jeg er stadig mere øjne end mund).
Eller manden ved sin PC og sine netværksdiagrammer, der på meget dansk engelsk forklarer nogen, i den anden ende af noget online møde, at noget ikke er i orden, eller, at det, er eller hvad ved jeg. Men det er højt og han hilser pænt hver morgen og er ret flink, faktisk. Og manden med vorten, der fylder hele den ene side af næseryggen, så han er svær at se i øjnene uden, at man føler at man stirrer. Pigen fra Østrig, der synes julemarkedet på Kongens Nytorv er skuffende og den kinesiske kvinde, hvis navn lyder som et tilråb.

Jeg kan se dem, historierne. Og så kan jeg ikke se dem mere.

Ikke kategoriseret

Pendul

Den evige balance mellem privat og personlig. Mellem at blive set og blive opdaget.

(kølig sommerluft på migræne hud. Burde stikker. Overspringshandlingernes ladeplads.)

De unge bruger polarid kameraer og synes det er sjovt. Måske vi skal tilbage til papir med en lås på.

Spekulationer

Der var en mand, der skulle blive tusind år. Det er ganske vist. Han havde hvide hår, der stak ud af hans skjorte, og en fantasi, der alligevel ikke rakte op over en banal hverdagsrituel status-behovsstillelse. Måske tusind år er det, der skal til, for at gøre ham klog nok til næste niveau.

En dag, når jeg har drukket min kaffe, skriver jeg hans historie. Den endte bare så skidt, at jeg næsten ikke orker.

Ikke ulykkeligt skidt, ikke tragedie-skidt – den slags skidt elsker vi jo at svælge i, empati-kopiere og låne lidt smerte af. Nej, skidt på “nå.. ikke andet?” måden. Ligesom damen med herpes. Banalitetsrytteri. Jeg orker det næsten ikke. Hvis vi skal ændre verden, skal vi ændre den rigtigt. Ikke bare skubbe rundt på ting, der allerede er her.

Ikke kategoriseret

Placebo

Fokusfikserende hjernemusik. Man kan sætte tid på, så den pinger meditationsagtigt til start og slut og gad vide om det er tankerne om det, der gør det ægte.

Homøopati på metaplanet. Hvis vi udvander nok, så ender det med at virke. Placebo er stærkere end, siger de kloge og de, der forsker i den slags. Fortynder du nok, har du ren placebo tilbage. Omvendt destillation.

Behøver vi at vide hvad det er, når bare det virker? Behøver vi at vide hvad det er, for at det virker?

Når jeg bliver stor vil jeg være hjerneforsker. Læse om neuroner, synapser og den elektrokemi, der skaber tanker og os. Når jeg bliver stor vil jeg lære alt om det vi er, når vi fortynder længe nok. Når vi zoomer ind. Elektriske impulser fra struktur til struktur. Og jeg vil lære, at vi er ingenting ud over impulser og komplicerede feedbacksystemer i hormonregulering og mangel på samme. Og placebo.

Fokusfikserende hjernemusk.

(Er jeg stor nok nu, mon?)

Spekulationer

,

(og kunsten er at undgå at det handler om mig, men at det ‘jeg’, der optræder, læses som et dig, mig, vi. Giver det mening? Jeg er uinteressant for dig, men du er vigtig. For dig.)

(og hvis jeg skubber fokus væk, og I følger den finger, der peger, kan mine synapser få ro.)

(dig, mig, vi)

(du)

Mig

Døv, blind, lam.

og så står man der, med brændte synapser, gennemhullede knogler og frønnet bindevæv. Fordi det er vigtigt. Fordi man bilder sig ind, at det er vigtigt. Fordi jeg har brug for at gøre noget der er vigtigt.

Om det i virkeligheden er det, aner jeg ikke.

set

Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

Spekulationer

Dét.

Det er jo fordi jeg kan se gnisten i det gamle. At jeg leder efter backups og alle de ord, der var. Det er jo fordi jeg savner gnisten i ord. At kunne dét. At være dét. En, der kunne skrive, så folk kom og læste.

Meta

Front

Vinduet står åbent og der flyder fuglesang ind. Lige som i morges, da katten forsøgte at fange det med små poter mod persienner. Et sted en græsslåmaskine og underlig mild luft, i forhold til, at det lige før var koldt på vintermåden.

Ikke sne, som dengang. Ikke dyner af frost, og luft tappet for fugt og duft, ikke hård mudder, frosset i spor af nogen der engang passerede her. Bare blæst og regn på samme tid. Koldt nok.

Men nu er luften altså mild, og siver ind af tagvinduet sammen med fuglesang, lyden af en græsslåmaskine og en hund, der gør. Måske der er forår, måske, det bare var en front, der skulle passere.

set

Solpytter

Dagen er tiltaget med to timer og 34 minutter. Jeg har en app, hvor det står, så det er nok rigtigt. Lige her. Ikke på Skagen, hvor der klicheagtigt er hele to timer og 50 at fråse i, og heller ikke på Bornholm, hvor de må nøjes med 2t og 28. Minutterne er ikke relevante, men lyset er. Når jeg sidder på min tiltuskede kontorstol oppe under taget, rammer solen mig skråt på kinden sådan en tirsdag morgen.

Vi så et program om universets tilblivelse og død forleden, teenagerne, E og jeg. Alt er skabt af stjerne og dør i stjerner en dag, når minutterne er blevet lange nok. Min guldring er skabt af en døende stjerne for milliarder år siden, og ikke af den søde guldsmed nede på Søborg Hovedgade. Oprindeligt, altså. Pytter af ligegyldigheder, når man strækker tiden ud. Det var solen jeg kom fra, og den dør også en dag og måske den skaber guld, når den gør. Lige nu varmer den mig på kinden.

To timer og 34 minutter er nok til at der er lyst, når jeg kravler op under taget og kigger på de, der måske kan lide det vi gør, og undrer mig over dem, der ikke svarer på mine mails. Gammelt kollegialt venskab viser sin hule ryg. Jeg vil ikke mimre over at blive forsmået, det er bare mærkeligt slet ikke at svare. Jeg har nok misforstået noget professionel venlighed. Pyt.

 

 

Spekulationer