Dag 62

Min mor ringede et sted efter dag 15.

“Det er mærkeligt, for jeg føler mig jo rask.” Sagde hun. Efter fortællingen om blodprøver og svar og tid til leverbiopsi om fredagen efter. “Og kræft er jo ikke noget vi har haft noget af i vores familie.”

I mellemtiden er smittetrykket faldet og sundhedsstyrelsens strategi ændret tilbage til noget med opsporing.

Hvad savner du, spørger folk. Jeg savner kun ikke at være bange for folk, når jeg køber ind. At hvert lille host ikke følges af katatrofetanker og et diskret check af ens temperatur.

Mine hænder har holdt overraskende godt til konstant vask. Man vænner sig måske. Eller, nok ikke. Man vænner sig aldrig. Heller ikke til bekymringen, der ligger som en blød smerte bagerst i tankerne.

Jeg vælger at se, på det, der også er her. Træer, der springer ud. Katte, der spinder. Børn, der tilpasser sig. Kølig hvidvin og sol. Skvalderkål og spæde blade på den lille blåregn, der kommer af frø fra Italien.

Fordi det også er her, og stadig vil være her, selv om verden er en anden.

Dag 15

Om lidt vil jeg gå en tur i kulden og misse med øjnene i det skærende sollys. Det er bidende koldt, trods datoen.

Solen skinnede varmt forleden, så jeg satte mine små forspirede tomater ud i drivhuset. De overlevede både den første og den anden nattefrost, der bed spidsen af et par frembrusende stauder, og krøllede et par udspringende rosenblade.

Men så lovede de -4 grader i morgen, så nu står de igen i køkkenvinduet, og strækker deres rangelthed op mod lyset. Vi kender fornemmelsen. Hele nationen. Hele Europa.

Hele verden.

Aviserne forklarer unges overmod med angst for forsømt forår. Unge ved ikke, at der kommer flere forår, skrev de. Pegende med piber.

Men forår får en anden smag med årene. En afdæmpethed sniger sig ind. Beruselsen forsvinder, eller skifter form. Bitter pibe, hun har, hende damen.

Jeg kigger næsten kun på tallene for active cases og recovered. Kurven må bøje på et tidspunkt.

Statsministeren holder pressemøde kl. 17:30.

Dag 9

I går forlængede de bliv hjemme, med 3 uger.

Alting løser sig.

Jeg er ikke selv generet af isolationen. Jeg kan dykke ned i min jord, mine tanker, mine løbeture, min prokrastinerende eskapisme. Men langtidsudsigterne trækker syre i maven og knuder i halsen. Hvis jeg lader det.

Alting løser sig

Jeg har afskrevet min sommerferie sydpå, og ved at jeg har tabt en stor del af min opsparing. På papiret. Aktiepapiret.

Alting løser sig.

På den anden side får jeg et fast job og bruger min fritid på den investeringstaktik jeg lige havde fået lært mig selv.

Alting løser sig. Hvis bare vi snart kunne komme i gang med at løse ville det være lettere at æde.

Indtil da bager jeg brød, forspirer tomater, dyrker yoga og ser Paradise Hotel. Eskapistisk prokrastinering. Er det overhovedet et ord?

Dag 6

I horisonten kan vi godt se, at alting kommer til at ændre sig af det her. Vi håber på, at det er til det bedre, men det kommer vel an på hvordan vi takler det herfra. Lige nu er vi så trygge i vores sammenhold, at vi hjælper og buher af dem, der forsøger at udnytte situationen. Jeg har set nok katastrofefilm til at ane at det kan skifte.

Ungerne taler om at det bliver rart at komme tilbage i skole. Jeg er den voksne, der ikke tør sige, at jeg ikke ved hvornår det bliver. Ikke næste mandag hvert fald. Lige nu spiller de DnD på Discord, og i går holdt vi andre den anden fredagsbar via Zoom. Betegnelser man ikke kendte til for to uger siden. Men skål på det da.

Mest af alt venter jeg på, at det går over. Vi kan ikke gøre mere end vi gør. Vente herhjemme. Vaske vores hænder. Luge min have, løbe min tur, zigzaggende mellem folk der trækker luft ind. Selv bumserne på bænken sad med 2 meters afstand. Hurra for samfundssind.

Det amerikanske samfund er startet på en hastigt accelererende nedadgående spin. Anført af Trump. Gad vide hvad det fører til. Gider du spole 4 år frem og give mig et hint?

Jeg var på apoteket i går. Allergitabletter til Erik. 5 personer af gangen derinde. Sprit ved døren. Jeg selv havde handsker på. Blå latex. Stadig vaklende mellem at føle mig hysterisk og fornuftig med dem på.

Uanset, så ændrer alting sig herfra. Så måske jeg bare skal sippe videre på min hvidvin, nye solens prikken på mine kinder og sove til jeg vågner. For det er vel det eneste jeg kan.

Dag 3

Nu lukker de restauranter, cafeer, storcentre, frisører og den slags. Surrealismen er tyk. Et sted på hjemmekontoret ligger der en kat og snorker. Katte snorker ikke normalt, men ham her har noget polypvæsen i sin næse, så han snorker. Eller også ligger der et monster under sengen og fordøjer små børn. Gule øjne, skarpe tænder, spidse klør. Check.

I går fandt jeg et online kursus i email marketing og havde en sparring med Pia over Teams. Lunken kaffe med skummetmælk, fordi vi for længst er løbet tør for sød.

Og dronningen gav voksenskældud og lød som alles mor og mormor.

Min egen mor lovede mig, at hun tager handsker på i Netto. Insisterende på at de sagtens selv kan handle.

Vi fandt en æske med lyseblå latexhandsker bagerst i skabet ude i bryggerset. Til Netto senere. Sødmælk, skinke og affaldsposer. I går bagte jeg toastbrød og i dag koger jeg en kyllingesuppe på gamle skrog fra fryseren.

Fingrene i ørerne, lukkede øjne og det skal nok gå. Det skal nok gå.

Dag 1

Jeg købte tulipaner i onsdags. Vi havde kigget på hinanden på kontoret og besluttet os for, at det var tryggest at bare arbejde hjemme. Pakket en skærm til mig, de vigtigste stumper og låst kontoret af. På vejen hjem var vi enige om, at vi manglede cognac. Kriseberedskabsnødvendighed. Cognac til at dulme. Det var før Mette Frederiksen lukkede landet. Senere købte vi hver en dunk rød og hvidvin. Eskapisme, måske. Der er dog stadig cognac tilbage. Lidt endnu.

Det er mandag og i virkeligheden ikke dag 1, men nu tæller vi herfra. Gad vide hvad dag 1 egentlig er for mig. Da Michael nævnte muligheden for en aktienedtur for 3 uger siden, da statsministeren så alvorlig ud i onsdags, eller torsdag, da katastrofens omfang satte sig som en stor fed kvalme i min hals.

Jeg sidder oppe under tagvinduet og bliver blændet af himlen. Det er både rart og ikke. Jeg finder på opgaver og prøver at have en rutine. Op klokken 6 som vanligt. Bad. Makeup. Start lidt i 8. Frokost klokken 12. Så langt rækker mit overskud. Eftermiddagen er sværere. Løber en tur om lidt.

De mennesker man møder ude i verden smiler lidt forsigtigt, og går over i den anden side af stien. Nogle kigger bare ned. Vi rører ikke ved noget, men vasker alligevel vores hænder, når vi kommer hjem. Tulipanerne står nede i køkkenet og duver, når man går forbi. Katten snorker. Jeg stikker virtuelle fingre i mine ører og håber, det går hurtigt over det her.

De er orange, tulipanerne.

I dag bliver en god dag

Hvis man siger det overbevisende nok, skulle det virke. Dem, med viden tyngende fra deres CV siger, at man skal starte med de små ting. Bitte små drej med nakken. Kig op. Sig det efter mig:

I dag bliver en god dag.

Skal det være mindre endnu? Den næste halve dag bliver god. Den næste time. Èt skridt af gangen. Løft nakken, se lyset.

Himlen var rød til morgen. Lyset vender tilbage. 45 minutter mere dag. Hurra.

I dag bliver en god dag.

(Det er ikke fordi jeg tror den bliver dårlig. Eller fordi dagene er dårlige. Der er bare ting, der ikke lige er fede.) (Get over it. Jaja.)

Alting løser sig.

Gentag efter mig.

På LinkedIn brænder man for ting.

En klog sagde engang, at det man bliver irriteret over, siger mere om en selv end om den anden. Jeg er meget på LinkedIn for tiden. Sælg, sælg, sælg. Pakket ind i underspillet se hvem jeg er og hvad jeg står for. Mindst ét like om dagen. Kommentar hver anden. Opslag midt i mellem. Strategisk markedsføring. Storytelling kalder de unge det. Jo, jo.

Kom og køb.

På LinkedIn brænder man for ting. Man er passioneret omkring at “drive transformations”, “at udvikle ledere” eller at “driving the implementation of IT projects”. Bortset fra Sven Brinkman, han er bare “Professor of Psychology, Aalborg University”. Det siger jo også noget.

Jeg kan godt se det fede ved at brænde for noget. Passionen er dragende. Ild i øjnene og krudt i røven. Kom, lad os brænde op sammen. (Nåeh nej.)

Men jeg kan ikke mærke det selv. Så med vanlig navlepillende “herfra min verden går”, nægter jeg at tro på at I andre også kan.

Eller også mærker jeg efter det forkerte. Måske det slet ikke skal mærkes så påtrængende som jeg tror? Måske passion bare er en lille flamme, der hyggebrænder nede i det ene hjørne? Måske det slet ikke er den der øvredøvende trang, lyst, drive? Ingen altædende sult, bare lidt “jo tak gerne et stykke mere”.

Eller måske er der noget i vejen med min sult? Måske det er dét, der er galt? Måske jeg bliver irriteret over de der lalleglade naive brændende typer, fordi jeg selv er amputeret i passions-centeret? Fatomsmerter, forklædt som irritaiton.

Eller også skal jeg bare finde mit fucking why.

(og har man ikke ét, skal man så bare lade sig visne?)

Irritationen igen. Hej, hej.

På LinkedIn brænder man for ting. Jeg ved ærligt ikke om man er fuld af løgn, eller om der er folk, for hvem det er ægte.

Strålevarme

Der ligger en sammenhæng for enden af min intuition. Lige dér hvor jeg ikke kan nå den. Men jeg kan fornemme den, som lys gennem lukkede øjne, eller strålevarme fra en brændeovn.

Måske. Måske det i virkeligheden er banalt og smurt ud i hele ansigtet, så alle andre kan se det.

Men jeg glemte at skrive tillykke til ham, den gamle ven, der havde fødselsdag forleden. Tænkte det flere gange. Ville gerne. Tillykke med dagen, du. Selvom vi ikke ses og selvom jeg valgte fra, fordi han ingen energi gav, ingen værdi tilførte, så koster det mig ingenting at heppe lidt på, og give et lille skub af karma. Kærlighed.

Så nu gjorde jeg det. Tillykke, tidligere ven. Håber 2020 behandler dig bedre, end 2019 gjorde. Håber at 2020 behandler os alle bedre.

Hvilket er noget sludder. Vi bestemmer selv, i tæt parløb med omgivelserne. Dér var den igen, fornemmelsen. Hvad er det jeg skal fatte? Vekselvirkningen mellem drift og udforskning, problemløsning, udvikling. Energien i det ukendte har altid smagt syrlig-bittert for mig. Tidligere jobs var en vekslen mellem tunge kedeligheder og angstprovokerende præstationspres. Når valget står mellem angst og kedsomhed, har jeg valgt angsten fra. Kæft det er kedeligt så.

Men hvad er det tredje valg?

I stykker

Der var en keramikhjerne i venteværelset. På reolen overfor hvor jeg sad. De andre gange er jeg af den lille skæm blevet vist ned af gangen til de blå stole. Eller de orange. Så satte jeg mig der, og gloede ind i en gråhvid væg eller en krøllet “stop rygning”-kampagne, indtil den af lægerne jeg nu var blevet tilsagt, kom ud og sagde mig navn højt.

Men ikke i dag. I dag skulle jeg bare tage plads i venteværelset, uanset stolens farve, og jeg kunne se på en skærm, at man skal spise varieret, ikke sende prøver med almindelig post og sådan virker medicintilskud. Og så altså en reol med en rødbrun hjerne i keramik. Pudsigt nok mage til den vi har stående i reolen på kontoret.

Ikke fordi vi er læger, men fordi nogen på et tidspunkt fandt det passende sjovt.

Rie, hed lægen i dag. Det skal vi nok få styr på, sagde Rie efter 7 minutter. Bøj dig frem, tilbage, til siden, læg dig, vend dig og gør det her ondt? Det gjorde det, men det skal vi nok få styr på. Sagde Rie.

Tak, Rie.

Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, herregud. Jeg har født to børn og løbet et halvmaraton på en skadet hofte. Smertetærskel høj. Fordi min evne til at stikke fingre i virtuelle ører er særdeles veludviklet.

(Jo, mor; nogle gange, er det ikke pjat. Nogle gange går man bare en smule mere i stykker at det, der ikke slår en ihjel.)

Jeg græd over dét. At være gået i stykker.