I dag bliver en god dag

Hvis man siger det overbevisende nok, skulle det virke. Dem, med viden tyngende fra deres CV siger, at man skal starte med de små ting. Bitte små drej med nakken. Kig op. Sig det efter mig:

I dag bliver en god dag.

Skal det være mindre endnu? Den næste halve dag bliver god. Den næste time. Èt skridt af gangen. Løft nakken, se lyset.

Himlen var rød til morgen. Lyset vender tilbage. 45 minutter mere dag. Hurra.

I dag bliver en god dag.

(Det er ikke fordi jeg tror den bliver dårlig. Eller fordi dagene er dårlige. Der er bare ting, der ikke lige er fede.) (Get over it. Jaja.)

Alting løser sig.

Gentag efter mig.

På LinkedIn brænder man for ting.

En klog sagde engang, at det man bliver irriteret over, siger mere om en selv end om den anden. Jeg er meget på LinkedIn for tiden. Sælg, sælg, sælg. Pakket ind i underspillet se hvem jeg er og hvad jeg står for. Mindst ét like om dagen. Kommentar hver anden. Opslag midt i mellem. Strategisk markedsføring. Storytelling kalder de unge det. Jo, jo.

Kom og køb.

På LinkedIn brænder man for ting. Man er passioneret omkring at “drive transformations”, “at udvikle ledere” eller at “driving the implementation of IT projects”. Bortset fra Sven Brinkman, han er bare “Professor of Psychology, Aalborg University”. Det siger jo også noget.

Jeg kan godt se det fede ved at brænde for noget. Passionen er dragende. Ild i øjnene og krudt i røven. Kom, lad os brænde op sammen. (Nåeh nej.)

Men jeg kan ikke mærke det selv. Så med vanlig navlepillende “herfra min verden går”, nægter jeg at tro på at I andre også kan.

Eller også mærker jeg efter det forkerte. Måske det slet ikke skal mærkes så påtrængende som jeg tror? Måske passion bare er en lille flamme, der hyggebrænder nede i det ene hjørne? Måske det slet ikke er den der øvredøvende trang, lyst, drive? Ingen altædende sult, bare lidt “jo tak gerne et stykke mere”.

Eller måske er der noget i vejen med min sult? Måske det er dét, der er galt? Måske jeg bliver irriteret over de der lalleglade naive brændende typer, fordi jeg selv er amputeret i passions-centeret? Fatomsmerter, forklædt som irritaiton.

Eller også skal jeg bare finde mit fucking why.

(og har man ikke ét, skal man så bare lade sig visne?)

Irritationen igen. Hej, hej.

På LinkedIn brænder man for ting. Jeg ved ærligt ikke om man er fuld af løgn, eller om der er folk, for hvem det er ægte.

Strålevarme

Der ligger en sammenhæng for enden af min intuition. Lige dér hvor jeg ikke kan nå den. Men jeg kan fornemme den, som lys gennem lukkede øjne, eller strålevarme fra en brændeovn.

Måske. Måske det i virkeligheden er banalt og smurt ud i hele ansigtet, så alle andre kan se det.

Men jeg glemte at skrive tillykke til ham, den gamle ven, der havde fødselsdag forleden. Tænkte det flere gange. Ville gerne. Tillykke med dagen, du. Selvom vi ikke ses og selvom jeg valgte fra, fordi han ingen energi gav, ingen værdi tilførte, så koster det mig ingenting at heppe lidt på, og give et lille skub af karma. Kærlighed.

Så nu gjorde jeg det. Tillykke, tidligere ven. Håber 2020 behandler dig bedre, end 2019 gjorde. Håber at 2020 behandler os alle bedre.

Hvilket er noget sludder. Vi bestemmer selv, i tæt parløb med omgivelserne. Dér var den igen, fornemmelsen. Hvad er det jeg skal fatte? Vekselvirkningen mellem drift og udforskning, problemløsning, udvikling. Energien i det ukendte har altid smagt syrlig-bittert for mig. Tidligere jobs var en vekslen mellem tunge kedeligheder og angstprovokerende præstationspres. Når valget står mellem angst og kedsomhed, har jeg valgt angsten fra. Kæft det er kedeligt så.

Men hvad er det tredje valg?

I stykker

Der var en keramikhjerne i venteværelset. På reolen overfor hvor jeg sad. De andre gange er jeg af den lille skæm blevet vist ned af gangen til de blå stole. Eller de orange. Så satte jeg mig der, og gloede ind i en gråhvid væg eller en krøllet “stop rygning”-kampagne, indtil den af lægerne jeg nu var blevet tilsagt, kom ud og sagde mig navn højt.

Men ikke i dag. I dag skulle jeg bare tage plads i venteværelset, uanset stolens farve, og jeg kunne se på en skærm, at man skal spise varieret, ikke sende prøver med almindelig post og sådan virker medicintilskud. Og så altså en reol med en rødbrun hjerne i keramik. Pudsigt nok mage til den vi har stående i reolen på kontoret.

Ikke fordi vi er læger, men fordi nogen på et tidspunkt fandt det passende sjovt.

Rie, hed lægen i dag. Det skal vi nok få styr på, sagde Rie efter 7 minutter. Bøj dig frem, tilbage, til siden, læg dig, vend dig og gør det her ondt? Det gjorde det, men det skal vi nok få styr på. Sagde Rie.

Tak, Rie.

Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, herregud. Jeg har født to børn og løbet et halvmaraton på en skadet hofte. Smertetærskel høj. Fordi min evne til at stikke fingre i virtuelle ører er særdeles veludviklet.

(Jo, mor; nogle gange, er det ikke pjat. Nogle gange går man bare en smule mere i stykker at det, der ikke slår en ihjel.)

Jeg græd over dét. At være gået i stykker.

Pip gok.

(Jeg missede 2019 med 5 dage. Pisos. Eller noget. Det siger måske noget om 2019. Måske det bare siger noget om tid der går, uden at nogen opdager det.)

(Jeg har en kat på skødet. Den spinder, savler lidt og spidder mig med sine kløer. Og dufter af udenfor. Vand og frostluft. Den har sikkert jord på poterne, og ligger her sikkert kun fordi den tror at alternativet er værre. Kolde gulv.)

Statusopdatering slut.

En dag kommer det. Igen. En dag. Jo jo. Jeg er ret sikker. En eller anden dag, vågner i vi og resten af verden til ord, der flyder længe nok til at flyde ud.

I mellemtiden fornyer jeg trofast domænet (eller, betalingsservice gør – du ved hvad jeg mener), og i dag har jeg opdateret mit admin password til noget komplekst og opdateret wordpress.

Alt er godt.

Og en dag kommer det igen.

Bare vent.

Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt.

Det kan tidsnok gå over.

Ud og hjem

Nogle gange, så kan jeg se dem stå der. Ordene. Sætninger, der snørkler sig ind og ud af banaliteter. Historien om pigen med det tykke krøllede hår, der stod i toget den morgen. Hun lignede Teresas datter, som jeg har set hende på billeder. Mørke øjne og olivenfarvet hud. Ikke at jeg har mødt hende, Teresas datter. Kun pigen i toget, og kun den ene dag hvor hun stod på og stod af samme sted som mig. Og var der igen da jeg kørte hjem timer, excel ark og hundredevis af høflige smil senere. (først skrev jeg tusindvis, men det er vist at strække den. Selv hundrede er nok lige i overkanten, for nok er jeg meget, men jeg er stadig mere øjne end mund).
Eller manden ved sin PC og sine netværksdiagrammer, der på meget dansk engelsk forklarer nogen, i den anden ende af noget online møde, at noget ikke er i orden, eller, at det, er eller hvad ved jeg. Men det er højt og han hilser pænt hver morgen og er ret flink, faktisk. Og manden med vorten, der fylder hele den ene side af næseryggen, så han er svær at se i øjnene uden, at man føler at man stirrer. Pigen fra Østrig, der synes julemarkedet på Kongens Nytorv er skuffende og den kinesiske kvinde, hvis navn lyder som et tilråb.

Jeg kan se dem, historierne. Og så kan jeg ikke se dem mere.