En dag kommer det. Igen. En dag. Jo jo. Jeg er ret sikker. En eller anden dag, vågner i vi og resten af verden til ord, der flyder længe nok til at flyde ud.

I mellemtiden fornyer jeg trofast domænet (eller, betalingsservice gør – du ved hvad jeg mener), og i dag har jeg opdateret mit admin password til noget komplekst og opdateret wordpress.

Alt er godt.

Og en dag kommer det igen.

Bare vent.

 

Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Ud og hjem

Nogle gange, så kan jeg se dem stå der. Ordene. Sætninger, der snørkler sig ind og ud af banaliteter. Historien om pigen med det tykke krøllede hår, der stod i toget den morgen. Hun lignede Teresas datter, som jeg har set hende på billeder. Mørke øjne og olivenfarvet hud. Ikke at jeg har mødt hende, Teresas datter. Kun pigen i toget, og kun den ene dag hvor hun stod på og stod af samme sted som mig. Og var der igen da jeg kørte hjem timer, excel ark og hundredevis af høflige smil senere. (først skrev jeg tusindvis, men det er vist at strække den. Selv hundrede er nok lige i overkanten, for nok er jeg meget, men jeg er stadig mere øjne end mund).
Eller manden ved sin PC og sine netværksdiagrammer, der på meget dansk engelsk forklarer nogen, i den anden ende af noget online møde, at noget ikke er i orden, eller, at det, er eller hvad ved jeg. Men det er højt og han hilser pænt hver morgen og er ret flink, faktisk. Og manden med vorten, der fylder hele den ene side af næseryggen, så han er svær at se i øjnene uden, at man føler at man stirrer. Pigen fra Østrig, der synes julemarkedet på Kongens Nytorv er skuffende og den kinesiske kvinde, hvis navn lyder som et tilråb.

Jeg kan se dem, historierne. Og så kan jeg ikke se dem mere.

Pendul

Den evige balance mellem privat og personlig. Mellem at blive set og blive opdaget.

(kølig sommerluft på migræne hud. Burde stikker. Overspringshandlingernes ladeplads.)

De unge bruger polarid kameraer og synes det er sjovt. Måske vi skal tilbage til papir med en lås på.

Der var en mand, der skulle blive tusind år. Det er ganske vist. Han havde hvide hår, der stak ud af hans skjorte, og en fantasi, der alligevel ikke rakte op over en banal hverdagsrituel status-behovsstillelse. Måske tusind år er det, der skal til, for at gøre ham klog nok til næste niveau.

En dag, når jeg har drukket min kaffe, skriver jeg hans historie. Den endte bare så skidt, at jeg næsten ikke orker.

Ikke ulykkeligt skidt, ikke tragedie-skidt – den slags skidt elsker vi jo at svælge i, empati-kopiere og låne lidt smerte af. Nej, skidt på “nå.. ikke andet?” måden. Ligesom damen med herpes. Banalitetsrytteri. Jeg orker det næsten ikke. Hvis vi skal ændre verden, skal vi ændre den rigtigt. Ikke bare skubbe rundt på ting, der allerede er her.

Placebo

Fokusfikserende hjernemusik. Man kan sætte tid på, så den pinger meditationsagtigt til start og slut og gad vide om det er tankerne om det, der gør det ægte.

Homøopati på metaplanet. Hvis vi udvander nok, så ender det med at virke. Placebo er stærkere end, siger de kloge og de, der forsker i den slags. Fortynder du nok, har du ren placebo tilbage. Omvendt destillation.

Behøver vi at vide hvad det er, når bare det virker? Behøver vi at vide hvad det er, for at det virker?

Når jeg bliver stor vil jeg være hjerneforsker. Læse om neuroner, synapser og den elektrokemi, der skaber tanker og os. Når jeg bliver stor vil jeg lære alt om det vi er, når vi fortynder længe nok. Når vi zoomer ind. Elektriske impulser fra struktur til struktur. Og jeg vil lære, at vi er ingenting ud over impulser og komplicerede feedbacksystemer i hormonregulering og mangel på samme. Og placebo.

Fokusfikserende hjernemusk.

(Er jeg stor nok nu, mon?)